Spektralanalyse med gitterspektrometerFormålet med øvelsen er at kalibrere et gitterspektrometer, og derefter bruge det til at identificere to grundstoffer. Lyset fra lampen passerer igennem kollimatoren, som samler lyset til et parallelbundt. Efter at have passeret gitteret registreres lyset i den drejelige kikkert. Indstilling af spektrometeret.Først stilles kikkerten på "uendelig" ved at sigte ud af vinduet, og fokusere på en fjern genstand, så både genstanden og trådkorset ses skarpt. Lampen anbringes foran spalten, og betragtes gennem kikkerten - kollimatoren indstilles, så spalten ses som en smal, skarp og tydelig linje. Herefter sættes gitteret på plads, vinkelret på kollimatorens akse, og målingerne kan begynde. Kikkerten er monteret på en gradskala med nonius, som tillader meget nøjagtig aflæsning af vinklerne. Spektrallinjerne opsøges til begge sider. Afbøjningsvinklen findes ved at trække de to vinkler fra hinanden og dividere med to, da usikkerheden herved bliver mindre. Måleprogram.Først skal spektrometeret kalibreres. En Na-lampe anbringes foran spalten, og den kraftige gule spektrallinje opsøges til begge sider i både 1. og 2. ordens afbøjning. Af gitterligningen bestemmes gitterkonstanten d. Denne værdi skal bruges til beregningerne i resten af forsøget. (kontroller jeres bestemmelse af d ved at sammenligne med den, som er påtrykt gitteret). Herefter opmåles spektret af to "ukendte" grundstoffer. Opsøg alle tydelige spektrallinjer i 1. ordens afbøjning. Af gitterligningen beregnes linjernes bølgelængder, og grundstofferne identificeres ved at sammenligne med tabeller i databogen. Rapporten skal indeholde en beregning af %-afvigelsen mellem de målte bølgelængder og tabelværdierne. |